Endodonti

Klinikken modtager henvisning af patienter til ​endodontisk behandling.

​Årsager til henvisning kunne være:

  • Svært tilgængelig tand (i pladsmæssig sammenhæng)
  • Tænder med vanskelig rodmorfologi/ krumme kanaler
  • Kanalindgange kan ikke lokaliseres
  • Rodkanaler ikke synlige på røntgen eller kan ikke umiddelbart færdigrenses
  • Rodbehandling gennem krone eller bropille, hvor endodontisk kirurgi ikke er indiceret
  • Igangværende behandling hvor kontrol af infektion ikke er opnået
  • Igangværende behandling hvor bedøvelse af tand har været vanskelig
  • Revisionsbehandling
  • Knækkede rodfile eller roterende instrumenter (dog ikke hvis dette er sket i nederste 1/3 af roden)
  • Mindre cervikale resorptioner i tandens kronedel/øverste 1/3 af roden, hvor rodbehandling skal udføres

Under anvendelse af aseptisk teknik (kofferdam med afvaskning i brintoverilte samt jodsprit desinfektion) foregår al behandling under anvendelse af operationsmikroskop (Zeiss Opmi Pico), hvilket giver optimale arbejdsforhold for lokalisation samt bearbejdelse af oblitererede rodkanaler.

​Rodkanalerne bearbejdes med roterende nikkel-titan instrumenter samt ultralydsrensning. Behandlingen er tilrettelagt således, at det tilstræbes at færdiggøre rodbehandlingen i en behandlingsseance. ​Der anvendes forskellige rodfyldningsteknikker afhængig af situationen, men primært konventionel guttapercha-rodfyldnings teknik så stiftudboring nemt kan udføres, alternativt anvendes flydende guttapercha til fyldning af resorptions kaviteter.

​​

Ved sufficient oplukning gennem keramiske materialer, vil der altid være risiko for større eller mindre frakturer. Der ydes ikke erstatning til patienten for dette.

​Den færdige rodbehandling aflukkes rutinemæssigt med glasionomer cement. Sideløbende med et informations brev der fremsendes til henvisende tandlæge, orienteres patienten om at endelig koronal restaurering/ plastfyldning kan udføres hos egen tandlæge indenfor nogle måneder. Såfremt en protetisk restaurering er planlagt, anbefales det at iværksætte denne så kort tid efter rodbehandlingen som muligt, for ikke at en senere insufficient midlertidig fyldning skal føre til re-infektion af kanalen. Skal der laves en revision på aktuelle behandling vil dette under alle omstændigheder skulle udføres kirurgisk.

​Alle patienter indkaldes/påmindes rutinemæssigt om kontrol af den udførte behandling efter 1 år.

Adresse

Tandklinik for Kirurgi og Endodonti

Puggaardsgade 17 st

1573 København V

CVR: 42363863

Kontakt os

Telefon: 33 14 83 86

E-mail: mail@endokir.dk